Naturvidenskabelige talenter er elever, som er gode til naturvidenskab og har mulighed for at blive blandt de bedste, hvis potentialet stimuleres.
Talentplejen handler om at give dygtige elever og studerende flere udfordringer og udvikle det potentiale, de har. Talenterne kan medvirke til at forbedre de faglige miljøer på skolerne.
Nogle talenter kan være vanskelige at få øje på. Det kan skyldes, at de tilpasser sig, eller at de afstår fra at præstere det, de faktisk formår. Man taler om, at de underyder. Samtidig ses eksempler på, at elever med særlige forudsætninger kan have faglige vanskeligheder på nogle områder, mens de på andre områder er langt forud for deres jævnaldrende.
Kendetegn for talenter kan være at
- de er nysgerrige og videbegærlige
- har en god hukommelse
- ofte har et højt aktivitetsniveau
- lærer hurtigt
- kan tænke og ræsonnere abstrakt
- har stor almenviden'
- har godt ordforråd
- har stor viden inden for særlige områder
Talenterne kan også være præget af:
- rastløshed
-problemer med sociale relationer til jævnaldrende
- urolig og forstyrrende adfærd
- stille og indadvendt adfærd
- manglende motivation for skolearbejdet


