
SCIENCETALENTER tilbyder nu for første gang MasterClass Fysik - et flerårigt supplerende inspirations- og undervisningsforløb for de mest talentfulde elever i fysik på STX og HTX. MasterClass Fysik afholdes over hele gymnasieforløbet for elever, der er startet i gymnasiet sommeren 2010. MasterClass består 5 Camps for talenterne på Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter. Hver camp varer 3 dage. Desuden afholdes en forberedende planlægningscamp for de involverede lærere i slutningen af november 2010.
På disse camps vil elever og lærere få inspiration, udfordringer, erfaring og faglig fordybelse i fysikfaglige områder, som går ud over den normale undervisning på gymnasierne. Der vil være foredrag fra eksterne forskere og undervisere om aktuelle emner, og der vil være eksterne besøg og hands-on aktiviteter på forskningsinstitutioner og virksomheder. Det er tanken, at de allermest talentfulde af deltagerne fra MasterClass Fysik får muligheden for at gå videre til fysik OL i 2013.
MasterClass Fysik fokuserer på udvalgte 1g fysikelever (der enten har fysik A som studieretningsfag eller Fysik B med mulighed for senere opgradering til fysik A) samt udvalgte fysiklærere. Forløbet begynder med et 3-dages introduktionskursus for fysiklærerne, hvor lærerne får faglig inspiration og deltager i udviklingen af konceptet for MasterClass Fysik. Som opfølgning udsendes en præcis plan for MasterClass Fysik over hele forløbet. I foråret 2011 afholdes den første 3-dages camp for de udvalgte talenter og deres lærere. Der er også sommercamp i Sorø i begyndelsen af sommerferien for talenterne. Forløbet fortsætter tilsvarende i hele 2.g og afsluttes midt i 3.g. Sidst i forløbet (efterårsferien 2012) planlægges en fælles studierejse til CERN for både elever og lærere. Ved den formelle afslutning efterår/vinter 2012 uddeles der - under tilstedeværelse af undervisningsministeren - et ”Talentdiplom” til de elever, som har gennemført forløbet.
Ledelsen orienteres løbende om projektet og indbydes i løbet af de tre år til to evalueringsmøder med oplæg og diskussion.
Evaluering: Projektet følges tæt af didaktikere fra KU, der også laver evaluering til brug for det videre talentarbejde. De deltagende lærere, ledelsesrepræsentanter og ScienceTalenter udarbejder en projektmanual for MasterClass og kommer med forslag til, hvordan projektet på sigt kan integreres i skolens normale drift.
Udvælgelsen af fysiklærer sker samtidig med tilmeldingen til projektet, mens udvælgelsen af elever foregår på den enkelte skole i løbet af februar 2011. Op til 25 gymnasier kan deltage med 5 elever, der alle har interesse for fysik og talent for faget samt én tilknyttet lærer. Der etableres 3 MasterClass, som hver består af et samarbejde mellem ca. 8 gymnasier. Disse MasterClass har hver sine camps.
På den første camp i marts 2011 blev der arbejdet med 3D-teknologi, som krævede sjove briller. Der blev også til til segwaykørsel og GPS-løb. Undervejs var der ekskursion til DTU, hvor de unge talenter lavede spændende eksperimenter om lys, lasere og ultrahurtig kommunikation i mindre grupper.
Elevernes transport, ophold og deltagelse i camps dækkes af SCIENCETALENTER. Indkvarteringen under camps sker på Talenthotellet Frederik VI, der ligger lige ved siden af Videncentret. De involverede skoler forventes - i henhold til bekendtgørelsen - at afholde fagligt forberedende og opfølgende undervisning på skolen (4-5 undervisningslektioner pr. camp) for de deltagende elever. Lærernes løn og rejseudgifter i forbindelse med MasterClass Fysik afholdes af den enkelte skole, mens SCIENCETALENTER afholder ophold og deltagelse i kurser og camps for lærerne. Der opkræves et årligt ekspeditionsgebyr på 1000 kr. pr. skole, der er med i ordningen.
Hvis du vil vide mere om projektet kan du kontakte
Mikkel på mail: mikkel@sciencetalenter.dk
Robert på mail: robert@sciencetalenter.dk











